Nytårsrevolten 1860

Nytårsrevolten 1859/1860 (også kaldet Nytårsoptøjerne i 1860) var en række voldsomme uroligheder, demonstrationer og gadekonfrontationer, mellem folkemængder og ordensmagten, fortrinsvis i København omkring årsskiftet 1859–60 og i de følgende januaruger. Demonstrationerne var indledningsvist rettet mod Regeringen Rotwitt, men vreden blev hurtigt kanaliseret mod politimyndigheden i takt med politiets tiltagende vilkårlige og voldsparate magtanvendelse.

Nytårsrevolten 1859/1860

En af de anonyme satiriske tegninger i hæftet Hr. Sørensen som Ægtemand, Forbryder og Arrestant (1860), hvor Hr. Sørensen fremstilles som optøjernes mistænkte hovedmand.
Dato	ca. 31. december 1859 – 10. januar 1860
Placering	København (Indre By/Slotsholmen)
Også kendt som	Nytårsoptøjerne 1860
Type	Gadoptøjer og politiske uroligheder
Årsag	Regeringsskiftet i december 1859; modstand mod grevinde Danner og Carl Berling; rygter efter Frederiksborg Slots brand (17. december 1859)
Resultat	Nedkæmpet ved fælles politi-militær indsats; efterfølgende reform- og presseopgør om politiets magtanvendelse og organisering

Begivenhederne udsprang af den politiske krise i slutningen af 1859, herunder afsættelsen af C.C. Hall og udnævnelsen af C.E. Rotwitt til konseilspræsident den 2. december 1859, og blev i samtiden tæt forbundet med modstanden mod grevinde Danner og hofchef Carl Berling, samt med rygter og agitation i hovedstaden efter Frederiksborg Slots brand den 17. december 1859. Under optøjerne blev der bl.a. begået hærværk mod 3 ministres privatboliger, forsøgt brandstiftelse af Christiansborg, udkæmpet adskillige gadekampe i store dele af Indre By og alle broadgange til Slotsholmen blev i en periode afspærret. Tilstandene lignede i begyndelsen de franske revolutioner, og regeringen måtte indsætte både Livgarden og Gardehusarregimentet som "systematisk ryddede gaderne", og ved en brutal magtanvendelse, heriblandt med stokke, lykkedes det ordensmagten at kvæle oprørsstemningen. Politiets betjente blev efterfølgende "med rette" voldsomt kritiseret for at have decideret maltrakteret fredelige borgere på både gaden og under forhør.

Urolighedernes mest varige betydning lå imidlertid i det omfattende efterspil i presse, kommune og statsmagt, hvor optøjerne blev udgangspunkt for en principiel konflikt om politiets magtanvendelse, klageadgang og organisering i tiden efter Junigrundloven. Især de nationalliberale aviser Dagbladet (ved C. St. A. Bille) og Fædrelandet (ved Carl Ploug) rejste en vedvarende kritik af politiets "vilkårlighed" og krævede undersøgelse og reform, mens konservative og politivenlige stemmer bestræbte sig på at relativere kritikken og forsvare ordensmagten. Debatten affødte kommunale drøftelser og administrative tiltag, herunder krav om disciplinær undersøgelse og indførelse af nummermærkning på betjentes og vægteres uniformer, samt en bredere reformdiskussion. Ved politireformen 1863, blev nummermærkning formelt indført, men ordningen blev ca. 50 år senere afskaffet igen i kølvandet på optøjer og et stort antal klager mod politiet fra yderligtgående venstreorienterede grupper.

Hændelserne anses for "de værste uroligheder i København i hele det 19. århundrede", og beskrives som de voldsomste gadekampe i mands minde med udbredt "borgerkrigslignende tilstande".

Baggrund

C.E. Rotwitt, nyudnævnt konseilspræsident fra Bondevennerne, som var voldsomt upopulær i hovedstaden.

Urolighederne udsprang af de politiske spændinger i slutningen af 1859, hvor modstanden mod grevinde Danner og parrets nære fortrolige Carl Berling stod centralt i toneangivende nationalliberale kredse. Der udviklede sig gradvis et pres for at få Berling fjernet fra hoffet med det erklærede sigte at svække grevindens indflydelse. Kong Frederik 7. afviste imidlertid at opgive sin rådgiver, og da konflikten tilspidsedes, endte C.C. Halls ministerium med at trække konsekvensen og indgive sin demission. Den 2. december udnævnte Frederik 7. sin nære ven og Folketingets formand, C.E. Rotwitt, til at danne regering.

Den offentlige stemning blev yderligere ophidset af samtidige begivenheder og rygter. Den 17. december 1859 brændte Frederiksborg Slot, mens kongen og grevinden opholdt sig på slottet, og branden blev i København udlagt som tegn på grevindens ulykkebringende indflydelse. Der cirkulerede samtidig rygter om plakater mod Danner og Berling. Hertil kom, at Berling i dele af offentligheden, uretfærdigt, blev gjort medansvarlig for tab af kunstskatte ved branden, hvilket bidrog til at intensivere den folkelige ophidselse. Årsagen til branden var dog, at der blev fyret op i en defekt kakkelovn.

Forløb

Den aldrende Cosmus Bræstrup, Københavns politidirektør. Han symboliserede det gamle politivæsen under enevælden, og måtte melde sin afgang i kølvandet på Nytårsrevolten.

Politiet fulgte ifølge samtidige fremstillinger udviklingen nøje, men havde vanskeligt ved at gribe ind mod ukendte urostiftere. Da urolighederne syntes at kunne kulminere nytårsaften, forberedte ordensmagten sig, selv om politidirektør Cosmus Bræstrup ikke ventede noget "af alvorlig natur", bl.a. fordi bevægelsen fremstod uden tydelige ledere.

Nytårsaften og de første sammenstød

Nytårsaften var der mange mennesker i gaderne, og en flok voksede undervejs i størrelse, mens den bevægede sig gennem den indre by. Flokken på op mod 800 mennesker satte kurs fra kasernen i Kronprinsessegade, mod Kongens Nytorv, som hurtigt blev fyldt op med en hujende og råbende folkehob. Herfra satte menneskemængden kurs mod Slotsholmen og Christiansborg, hvor kongen og grevinde Danner opholdt sig. På Slotsholmen gik mængden i stå; vejen til slotsgården var spærret af Den Kongelige Livgarde. Først da et mindre antal politibetjente ankom og opfordrede folk til at passere, opstod der ifølge skildringerne en stemning for at trænge frem mod slottet. Betjentene brugte stokke for at hindre dette, måtte vige, men i samvirke med garden blev mængden drevet tilbage. Urolighederne ophørte imidlertid ikke med rydningen: i kølvandet fulgte en mere uordnet og konfrontatorisk fase med spredte sammenstød og forfølgelser, hvor folk blev jaget tilbage over Højbro Plads og ind i de omkringliggende gader. Politiet gennemførte en "nidkær og brutal forfølgelse", uden at skelne mellem uromagere og uskyldige.

Episoden blev efterfølgende omtalt bredt i hovedstadspressen, og som udtryk for vilkårlig magtanvendelse.

Uroligheder i dagene efter

Efter nytårsaften blussede uroen op igen. Modviljen mod Danner, Berling og Rotwitts ministerium gled ifølge samtidige vurderinger delvis i baggrunden til fordel for en mere direkte konflikt mellem politi og en københavnsk folkemængde. Urostifterne mødte i perioder ringe modstand i gaderne, men ved forsøg på at trænge over mod Slotsholmen fandt de broerne spærrede af livgarden og politi, hvilket bidrog til at skærpe konfrontationerne. Der blev bl.a. råbt "Ned med Kiæppedrengene", og genstande, herunder droschekuskes foderkasser og et mindre hus på Højbro Plads, blev ifølge beretninger brækket ned og brugt som kasteskyt mod politiet.

Urolighederne omfattede blandt andet hærværk mod private boliger og angreb rettet mod statsmagten. Der blev blandt andet knust ruder på hotel Royal, hvor ikke mindre end 3 af ministrene boede, heriblandt Rotwitt og udenrigsminister Carl Frederik Blixen Finecke. Der blev også gjort forsøg på at sætte ild til Christiansborg samt blev kastet sten mod borgens ruder og porte.

Mandag den 9. januar 1860 samlede der sig igen en større menneskemængde i byens gader, beskrevet som en masse af lærlinge, sjovere og andet "pøbel", om end der også var studenter til stede. Stemningen var ifølge beskrivelserne præget af utydelige mål, men af en stærk og dominerende modvilje mod politiet, og uroen ramte efterhånden også fredelige borgere. Først da der udbrød brand ved Nørrevold, opstod et samlingspunkt, som kunne aflede og pacificere en del af de mange tilskuere.

De sidste uroligheder 10. januar

Om morgenen den 10. januar udsendte politidirektøren en bekendtgørelse, der fastslog, at urolighederne skulle bringes til ophør, og at ordenen ville blive opretholdt med magt. Samtidig blev der skærpet regler om forsamlinger og støjende adfærd, og der blev gennemført en synlig forstærkning af betjentkorpset. Forsamlinger og larm i gaderne blev udtrykkeligt forbudt, og der blev opfordret til, at børn, lærlinge og tjenestefolk holdt sig inde efter mørkets frembrud. Beværtninger skulle ophøre senest kl. 23, og fredselskende borgere blev opfordret til at støtte politiet for at genoprette ro og orden.

Samme aften samledes der igen mange mennesker, især omkring Kongens Nytorv. Forsøg på at rydde pladsen førte til, at mængden trak sig tilbage, omgrupperede sig og søgte nye gennembrudspunkter, bl.a. mod Amaliegade og ved Højbro. Konfrontationen kulminerede i et større fysisk sammenstød, hvor husarer på Amaliegade, gik direkte til modangreb, og folkemængden blev splittet og drevet på flugt op gennem strøg- og sidegader. På Store Kirkestræde satte husarerne et flankeangreb ind, og mængden flygtede ad Købmagergade og blev også forfulgt fra Vimmelskaftet. Ved 1-tiden om natten blev ro og kontrol i hovedtræk genoprettet.

I tilknytning til urolighederne blev den nationalliberale politiker Orla Lehmann citeret for, at magten ikke skulle tilfalde almuen eller en skare demagoger, men "de begavede, de dannede og de rige".

Sanktioner

I dagene efter blev en del urostiftere arresteret; samlet nævnes omkring tyve fængslede blandt såvel deltagere som tilskuere, hvoraf nogle blev undergivet kriminalundersøgelse, mens andre blev straffet med bl.a. vand og brød, simpelt fængsel, rottingslag eller bøde.

Presse- og opinionskamp

Selv om pressen generelt tog afstand fra optøjerne, var den stærkt uenig om politiets rolle og fremfærd. I den nationalliberale presse rettede især Dagbladet (redigeret af C. St. A. Bille) og Fædrelandet (redigeret af Carl Ploug) skarp kritik mod politiets vilkårlighed og brutalitet. Bille betegnede 3. januar 1860 den "skammelige politivilkårlighed" som uforenelig med borgernes ret i en fri stat og opfordrede personer med overlast til at indsende øjenvidneberetninger. Ploug beskrev 19. januar 1860 politisystemet som præget af spioneri også mod hæderlige mennesker (herunder politiske modstandere), stokkeprygl uden skelnen og en hårdnakket benægtelse af borgernes ret over for politiet.

Kritikken blev modgået fra politivenlig og konservativ side. En særlig episode i pressepolemikken var historien om "den norske dame": Dagbladet bragte et åbent brev fra en ung kvinde fra Christiania om ubehagelig behandling på politikammeret, men måtte senere oplyse, at brevet ikke var en faktisk beretning, men en "æstetisk form" bygget over en tidligere refereret hændelse, og at teksten var skrevet af professor Tyge Becker. Episoden blev udnyttet af modstandere, bl.a. Berlingske Tidende, som angreb Dagbladets blanding af "sandhed og løgn" og søgte at svække avisens troværdighed i den øvrige dokumentation af politimishandling.

Pressekrigen førte også til en populærkulturel efterklang i form af satiriske tryk. Der udkom en anonym pamflet med satiriske tegninger, bygget over Dagbladets vidneførsel, især et bestemt vidnes forklaring, under titlen "Hr. Sørensen som Ægtemand, Forbryder og Arrestant", hvor et forløb skildrede en borger, der efter at have set et opløb arresteres, hensættes i en særligt ubehagelig detention og ved løsladelse pålægges bøde; hæftet fremstillede bl.a. den fængsledes ansigt bag et tilgittret vindue som symbol på befolkningen under politiets "beskyttende varetægt". Som modstykke udkom et politivenligt skrift under mottoet "audiatur et altera pars", hvor betjente og vægtere fremstilles som rolige og uskyldige ofre for en brutal pøbel; her figurerede endvidere en satirisk "typus" af en politibetjent efter et moderne humanitetsprincip, kendetegnet ved synlig nummerering.

Reformdebat og administrative følger

Debatten om optøjerne gled hurtigt over i en bredere diskussion om politiets organisering, disciplin og ansvar.

Undersøgelser og nummerering

I Borgerrepræsentationen rejstes der krav om undersøgelse af betjentes og vægteres adfærd, og der blev fremsat forslag om nummerbetegnelse på uniformer, så klager ikke kunne afvises alene med den begrundelse, at den forurettede ikke kunne udpege gerningsmanden. Justitsministeriet besluttede senere, at betjente og vægtere skulle forsynes med tydelige numre på uniformskraven og på politiskiltet, ligesom det forudsattes, at betjente i videst muligt omfang optrådte i uniform. Den praktiske gennemførelse trak ifølge samtidens presseomtale ud og gav anledning til fornyet kritik af politiledelsen.

Sideløbende gennemførtes en disciplinær undersøgelse af politiets fremfærd, hvor resultatet, efter en længere sagsgang, endte med et begrænset antal tjenstlige reaktioner. 2 betjente blevet straffet med 3 måneders suspension, 2 med lønreduktion ("gagenedsættelse"), og 5 var sluppet med en irettesættelse. Det blev i pressen kritiseret, at undersøgelsen i vidt omfang koncentrerede sig om nytårsaften og i mindre grad inddrog de efterfølgende aftener, hvor der var berettet om hårdere overgreb, og politikommisær Bræstrup forsætlige forhaling af resultaterne.

Lille politireform 1860

På det politiske plan søgte myndighederne samtidig at finde en økonomisk overkommelig reformmodel. Rotwitt foranledigede som justitsminister, at den eksisterende politikommission blev bedt om at overveje forbedringer af dag- og nattepolitiet uden uforholdsmæssig forøgelse af udgifterne. Kommissionen undersøgte bl.a. samarbejde med gasværkets lygtemænd, men orienterede sig i høj grad mod en "engelsk" politimodel og vurderede, at en styrke på 231 mand, heraf 192 til døgnpatruljering, kunne være tilstrækkelig. Kommissionens betænkning pegede på personale- og udgiftsreduktioner, men forudsatte stadig et betydeligt statstilskud.

Den kuldsejlede politilov 1861

Den 8. februar 1860 døde Rotwitt af et hjerteanfald. Den 24. februar danner Carl Christian Hall sin anden regering. Efter regeringsskiftet arbejdede justitsminister Andreas Casse videre med en mere omfattende reformpakke, der bl.a. sigtede mod at realisere grundlovens principper om retsplejens adskillelse fra forvaltningen og større offentlighed i retsplejen. Han fremsatte 1. november 1861 et lovforslag om ændringer i forordningen om Københavns kriminal- og politiret samt om statens bidrag til politivæsenet. I Rigsdagen opstod imidlertid betydelig modstand mod at bevilge midler uden klarhed om politiets indretning; et udvalg anerkendte reformbehovet, men kritiserede fremgangsmåden og fremhævede, at ordningen af sikkerhedspolitiet var et statsanliggende, som lovgivningsmagten ikke burde slippe. Resultatet blev, at man i praksis alene vedtog oprettelsen af en offentlig politiret, mens den øvrige del af pakken strandede i den videre behandling.

I reformdebatten blev der endvidere argumenteret for en klarere adskillelse mellem ordenspoliti og opdagelsespoliti (kriminalpoliti). Bille fremhævede behovet for en mere fuldstændig organisering af opdagelsespolitiet, og A.F. Tscherning understregede, at opdagelsespoliti ikke burde blandes sammen med bevogtnings-/ordenspoliti, fordi det ville svække begge funktioner.

Referencer

Litteratur

• Pedersen, Karl Peder (2017). "Stadier på vejen frem mod politiloven 1863" (PDF). Historiske meddelelser om København. Selskabet for Københavns Historie. ISSN 2245-1293.
• Svane-Mikkelsen, J. (1969). Jensen, Sigurd (red.). "Københavns Politi: Nytårsoptøjerne i 1860" (PDF). Historiske Meddelelser om København. Københavns Kommunalbestyrelse i kommission hos G·E·C Gads Forlag.
• Christensen, John; Koch, Henning; Stevnsborg, Henrik (1983). "Sikkerhed, fred og orden, »Opløb« og »Oprør« i 17- og 1800-taIIets København" (PDF). Den Jydske Historiker (25, Lovens lange arm). ISBN 87 87940-08-6.