Huskarle
En huskarl (oldnordisk: húskarl; oldengelsk: huscarl; engelsk: Housecarl) var en ikke-ufri mandlig tjener eller husholdningslivvagt i middelalderens Nordeuropa. De blev således betalt for at gå i en konge eller stormands tjeneste, som en form for lejesoldater.
Institutionen opstod blandt nordboerne i Skandinavien og blev bragt til Angelsaksisk England ved den danske erobring i 1000-tallet. De var veltrænede og aflønnet som fuldtids soldater. I England havde de kongelige huskarle en række roller, både militære og administrative, og de kæmpede under Harold Godwinson i slaget ved Hastings.
Huskarle omtales på en række runesten i hele Skandinavien, samt i flere udenlandske kilder.
Etymologi
redigérDet engelske Housecarl er en låneoversættelse af det oprindelige oldnordiske udtryk húskarl, som bogstaveligt betyder "hus-mand". Karl er beslægtet med det oldengelske churl eller ceorl, der betyder en mand eller en ikke-ufri bonde.[2] Den angelsaksiske krønike bruger hiredmenn som betegnelse for alle betalte krigere og anvender derfor ordet om huskarl, men den omtaler også butsecarls[a] og lithsmen. Det er ikke klart, om disse var typer af huskarl eller noget helt andet.
I Skandinavien
redigér
Som frie tjenere
redigérOprindeligt havde det oldnordiske ord húskarl (flertal: húskarlar) (stavet huskarl) en generel betydning af "tjenestemand", i modsætning til húsbóndi, "husets herre".[4][5] I den betydning havde ordet flere synonymer: griðmenn ("hjem-mænd") i Norge og Island, innæsmæn ("inde-mænd") i Danmark. Huskarle var frie mænd og må ikke forveksles med trælle (slaver eller livegne); i den forbindelse kalder de islandske love dem også einhleypingar ("enløbere") og lausamenn ("mænd uden tilknytning"). Begge udtryk understreger, at de frivilligt tjente en anden, i modsætning til trælle.[5]
Som kæmpende hirdmænd
redigérMed tiden fik betegnelsen "huskarl" (húskarlar) en mere specifik betydning som "hirdmænd"“, i tjeneste hos en stormand, i hans hirð, lid eller drótt (alle med betydningen "livvagt", "følge af hirdmænd").[5] I Danmark var dette også betydningen af ordet himthige, en variant af húskarl.[6][7] Denne betydning ses for eksempel på Turinge-stenen:
Ketill og Bjôrn rejste denne sten til minde om Þorsteinn, deres far; Ônundr til minde om sin broder, og huskarlene til minde om den retfærdige(?) (og) Ketiley til minde om sin ægtemand. Disse brødre var de bedste af mænd i landet og i udlandet i følget [lid], holdt deres huskarle godt. Han faldt i kamp i øst i Garðar (Rusland), anfører for følget [lid], den bedste blandt landejere.[8]
Ifølge Omeljan Pritsak kan denne Þorsteinn have været anfører for Jaroslav den Vises følge, storfyrsten af Kijev. Dermed ville de huskarle, der nævnes her, være kongelige livvagter; under alle omstændigheder kan man her se, at ordet "huskarl" nu blev brugt om en person, der kæmpede i en andens tjeneste.
I norsk tjeneste: heiðþegar
redigér
I Norge var huskarle medlemmer af kongens eller en anden magtfuld mands hirð.[7] Institutionen hird i Norge kan spores tilbage til 800-tallet.[9] Teksterne om kongemagt i middelalderens Norge, Heimskringla og Konungs skuggsjá ("Kongespejlet"), gør forbindelsen mellem en konge/leder og folk (huskarle og hirdmænd) helt tydelig. Der var en særlig bøde for at dræbe en konges mand, hvilket i Konungs skuggsjá fremhæves som en fordel ved at gå i kongens tjeneste. Omvendt forventedes hans folk at hævne deres leder, hvis han blev dræbt.[10]
Sigvatr Þórðarson (også kendt som Sigvat skald), hofdigter for to norske konger, Olav den Hellige og Magnus den Gode (og også for to danske konger), kaldte Olav den Helliges folk heiðþegar, der betyder "gave- (eller løn-)modtagere". Mere præcist forklarede Snorri Sturluson at "heið-penge er navnet på den løn eller gave, som høvdinge giver". Sigvat sigtede dermed sandsynligvis til en institution svarende til de danske heimþegar (se nedenfor) eller til Knud den Stores huskarle: frie mænd i tjeneste hos en konge eller stormand, som gav dem gaver som betaling for tjenesten.[11] Det vides fra islandske kilder, at de kongelige huskarle i 1060’erne blev betalt med norske mønter.[12]
De danske kongers huskarle: heimþegar
redigér
Seks runesten i Danmark, DR 1, DR 3, DR 154, DR 155, DR 296 og DR 297, bruger udtrykket heimþegi (flt. heimþegar), der betyder "hjem-modtager" (dvs. en, der får et hus af en anden).[11] Brug af ordet i indskrifterne antyder en stærk lighed mellem heimþegar og huskarle: ligesom huskarle er heimþegar i tjeneste hos en konge eller stormand, af hvem de modtager gaver (her: boliger) for deres tjeneste.[11] Johannes Brøndsted tolkede heimþegi som intet andet end en lokal (dansk) variant af húskarl.[7]
Johannes Brøndsted foreslog, at garnisonen i den danske fæstning Trelleborg kan have bestået af kongelige huskarle, og at kongerne Svend Tveskæg og Knud den Store kan have "sikret landet gennem et netværk af borge bemandet af de kongelige huskarle, lejetropperne, hird".[7] Blandt Hedeby-stenene er Erikstenen (DR 1) rejst af en kongelig soldat til minde om en af sine fæller:
Thurlf, Svends mand [heimþegi, en variant af húskarl ifølge Brøndsted] rejste denne sten efter Erik, sin fælle, som døde, da krigerne sad rundt om [dvs. belejrede] Hedeby, men han var en anfører, en meget modig kriger.[6][7]
"Svend" er formentlig kong Svend Tveskæ, som også andre steder på Hedeby-stenene.[7] En anden runesten der, Skardestenen (DR 3), blev tilsyneladende rejst personligt af kong Svend:
Kong Svend rejste denne sten til minde om sin huskarl [heimþega*'[13]], Skarde, som havde strejfet i vest [en mulig henvisning til et felttog i England[14]] men nu har mødt døden ved Hedeby.[15]
Under Svend Tveskæg og Knud den Store, da de danske konger kom til at herske over England, blev der udviklet en kongelig huskarl-styrke dér med institutioner, der dels var inspireret af nordisk tradition og dels af kanonisk ret.[9] Men selv efter at de danske konger havde mistet England, fortsatte huskarle med at eksistere i Danmark. En sådan gruppe kongelige hirdmænd var stadig til stede i begyndelsen af 1100-tallet under Niels af Danmark, da Aggesens bedstefar – et medlem af følget – ifølge den danske historiker Svend Aggesen blev stillet for retten for drab på en anden huskarl. Svend Aggesens redegørelse for den lov, der regulerede Knud den Stores huskarle i 1000-tallets England (Witherlogh eller Lex Castrensis), kan i virkeligheden afspejle de regler, der gjaldt for danske huskarle i 1100-tallet. Men ved slutningen af 1100-tallet var huskarle sandsynligvis forsvundet i Danmark; de var blevet omdannet til en ny form for adel, hvis medlemmer ikke længere opholdt sig ved kongens hof.[9]
I England
redigérUdtrykket kom ind i det engelske sprog, da Svend Tveskæg og Knud den Store erobrede og besatte angelsaksisk England; Knuds huskarle var stærkt disciplinerede livvagter.[7] Det er imidlertid uklart, om Knuds huskarle udelukkende var skandinaver; ifølge optegnelser i Domesday Book var nogle slavere, og ifølge Susan Reynolds er det sandsynligt, at nogle af dem var englændere, idet mange englændere blev huskarle tidligt i Knuds regeringstid.[16]
Huskarle var blot én gruppe af betalte soldater eller hiredmenn, som kæmpede for England før den normanniske erobring. Ud fra annalerne er det ikke klart, om andre betalte krigere var typer af huskarle eller udgjorde en anden undergruppe af retainere. Der fandtes grupper kendt som lithsmen og butsecarls, som var soldater, der var lige så dygtige i land- som i søkrig.[3] Derudover fandtes der grupper af udenlandske krigere under kommando af fremmede anførerere, som undertiden fungerede som følge for vigtige angelsaksiske stormænd. For eksempel omtaler én version af Den angelsaksiske krønike jarl Tostigs folk som hiredmenn, mens en anden version kalder dem hus karlas. Da Tostig på dette tidspunkt kæmpede mod kongen, synes brugen af betegnelsen huskarl her at have været synonym med lejesoldat eller retainer snarere end udelukkende kongelige livvagter. Betegnelsen blev også anvendt for at skelne den betalte kriger fra den ubetalte milits, kendt som fyrd.[1][3]
Organisation som kongelige livvagter og hofmænd
redigér
Ifølge den danske historiker fra 1100-tallet Svend Aggesen var Knud den Stores huskarle underlagt en særlig lov, Witherlogh eller Lex Castrensis. Deres organisering som et følge eller en gildelignende sammenslutning var af skandinavisk karakter, men den retslige proces, som Witherlogh fastlægger, er hovedsageligt afledt af kanonisk ret, enten direkte eller via angelsaksisk lovgivning.[9] Andre mulige inspirationskilder omfatter reglerne for jomsvikingerne samt reglerne for den norske hird.[17]
Witherlogh fastlagde også en hofetikette: huskarlene skulle sidde ved kongens borde efter en række kriterier, herunder krigsdygtighed og adelig herkomst. De kunne blive vanæret ved at blive flyttet til en lavere plads; dette var straffen for mindre forseelser, såsom ikke at have taget ordentlig vare på en medhuskarls hest. Efter tre sådanne forseelser kunne den skyldige blive placeret på den laveste plads, og ingen måtte tale til ham, men alle kunne frit kaste ben på ham. Drab på en anden huskarl blev straffet med fredløshed og landsforvisning, mens forræderi blev straffet med døden og konfiskation af al ejendom.
Stridigheder mellem huskarle blev afgjort ved en særlig domstol (gemot), kaldet Huskarlesteffne, i kongens nærvær; afhængigt af stridens karakter krævedes et varierende antal vidneudsagn. Witherlogh, sådan som den er overbragt gennem Svend Aggesen, blev imidlertid redigeret mere end et århundrede efter Knud den Stores tid; derfor kan man ikke være sikker på, at den giver et fuldstændigt korrekt billede af Knuds huskarle.[9]
Løn, jordgaver og social rolle
redigér
Der blev opkrævet en særlig skat for at sikre udbetaling af løn i mønt til de kongelige huskarle.[18] Ifølge Saxo Grammaticus blev lønnen udbetalt månedligt.[9] På grund af denne aflønning betragtes huskarlene af nogle forskere som en form for lejesoldater; Knýtlinga saga omtaler dem som málamenn ("mænd, der modtager løn"), mens Florence af Worcester bruger betegnelsen solidarii ("lønmodtagere"), og William af Malmesbury anvender termen stipendarii ("betalte mænd"). Desuden var huskarlene ikke bundet til tjeneste på ubestemt tid; men der var kun én dag om året, hvor de kunne forlade kongens tjeneste. Det var nytårsaften, en dag hvor det var skik for skandinaviske konger at belønne deres folk med gaver.[9]
På den ene side synes antallet af huskarle, der modtog jordgaver og godser fra kongen, at have været ret begrænset fra begyndelsen af Knud den Stores regeringstid og frem til den normanniske erobring i 1066. På dette tidspunkt opregner Domesday Book kun 33 huskarle med jordbesiddelser i kongeriget; desuden var disse ejendomme små. Det synes derfor ikke, at engelske jordejere i nævneværdigt omfang blev frataget deres ejendom for at skaffe jord til kongens huskarle.[19]
På den anden side synes nogle af Knuds huskarle at have været ganske velstående; Abbotsbury Abbey blev enten grundlagt af en af dem under Knuds egen regeringstid eller af hans hustru under Edvard Bekenderens regeringstid.[20]
Administrativ rolle
redigérDe kongelige huskarle havde også visse administrative opgaver i fredstid som kongens repræsentanter. Florence af Worcester beretter, hvordan der i 1041 udbrød et oprør mod en meget tung skatteudskrivning i Worcester, og at to af kong Hardeknuds huskarle, som fungerede som skatteopkrævere, blev dræbt.[21]
Militær rolle
redigérDa hovedkilderne om Knuds huskarle først blev nedskrevet mindst et århundrede efter Knuds regeringstid, findes der flere teorier om disse huskarles præcise karakter og rolle. Det siges, at Knud beholdt 3.000 til 4.000 mænd hos sig i England som sin livvagt. Ifølge én teori var disse mænd Knuds huskarle, og de fungerede som en veludrustet, disciplineret, professionel og – for tiden – ganske talrig stående hær i kongens tjeneste.[1] En anden teori hævder imidlertid, at der slet ikke fandtes noget, der kan betegnes som en betydelig, stående kongelig hær i 1000-tallets angelsaksiske England.[22]
Denne debat har direkte betydning for vurderingen af huskarlenes særlige kendetegn og for spørgsmålet om, hvorvidt de udgjorde en elitestyrke. For eksempel anfører Charles Oman i sin bog The Art of War in the Middle Ages (1885), at huskarlenes vigtigste fordel ved Hastings var deres esprit de corps.[23] Dette synspunkt, som stadig er udbredt i dag, bygger i høj grad på Svend Aggesens beskrivelse fra 1100-tallet af Knuds huskarle som en gruppe kendetegnet ved et strengt regelsæt (se ovenfor); Aggesen blev anvendt som hovedkilde i L.M. Larsons værk The King's Household in England Before the Norman Conquest (1902). I nyere tid har historikeren Nicholas Hooper imidlertid kritiseret Larson og hævdet, at "det er på tide at aflive myten om huskarlene". Ifølge Hooper var huskarlene i praksis ikke til at skelne fra de saksiske thegne og var hovedsageligt soldater, som modtog jord eller løn (eller begge dele), uden reelt at udgøre en stående hær. Hooper fremfører, at selv om huskarlene meget vel kan have haft en stærkere esprit de corps og mere ensartet træning og udrustning end den gennemsnitlige thegn, var de ikke nødvendigvis en klart defineret militær elite.[24]
Endnu en teori går ud på, at rollen som stående hær enten ikke blev varetaget – eller ikke hovedsageligt blev varetaget – af de kongelige huskarle; i stedet skulle huskarlene have udgjort en mindre gruppe husholdningstropper, delvist stationeret ved kongens hof. Under Edvard Bekenderens regeringstid fik en række søfolk og soldater, de såkaldte lithsmen,[b] udbetalt løn og var muligvis baseret i London; ifølge nogle udgjorde disse lithsmen den primære stående væbnede styrke, mens huskarlene kun fungerede som en sekundær styrke.[26]
En grund til at betvivle eksistensen af en stående hær bestående af huskarle er, at da der udbrød et oprør i 1051 under Edvard Bekenderen, blev ingen sådan stående hær anvendt til at slå det ned, selv om dens eksistens ellers ville have muliggjort en hurtig og afgørende indsats mod oprørerne.[22]
Harald Godwinsons huskarle: Stamford Bridge og Hastings
redigérVed slutningen af 1000-tallet i England kan der have været op mod 3.000 englændere, som var kongelige huskarle. Som Harold Godwinson personlige hær spillede huskarlene en afgørende rolle som rygraden i Harolds hær ved Hastings. Selv om de talmæssigt udgjorde den mindre del af Harolds hær, betød deres muligvis overlegne udrustning og træning, at de kunne anvendes til at styrke den milits, eller fyrd, som udgjorde hovedparten af Harolds styrker. Huskarlenes opstilling var i centrum, omkring deres leders fane, men sandsynligvis også i de forreste rækker på begge fløje, med fyrdmændene bag sig. under slaget ved Hastings kæmpede disse huskarle videre efter Harolds død og holdt deres ed til ham, indtil den sidste mand var blevet dræbt.[27]
Bayeux-tapetet fremstiller huskarlene som fodfolk iført ringbrynjer, med koniske næsehjelme, og kæmpende med store, tohåndede daneøkser.[28]
Se også
redigérNoter
redigér- ↑ Butsecarl er et udtryk, der er blevet oversat til at betyde "sømand" og "kriger", men som meget sandsynligt er en kombination af de to.[3]
- ↑ Navnet lithsmen eller lið er et tvetydigt begreb, som menes at betyde "sømand" i angelsaksisk, men som i den norrøne litteratur synes at betyde "kriger". De udgjorde dog uden tvivl en form for stående styrke; muligvis henviste de nordiske kilder på denne måde til de angelsaksiske søfolk, de stod overfor.[3][25][26]
Referencer
redigér- 1 2 3 Wise, Terence (1979). Saxon, Viking and Norman. Osprey. ISBN 978-0-85045-301-0.
- ↑ "Germanic Lexicon Project". web.ff.cuni.cz. Arkiveret fra originalen 15. marts 2016. Hentet 16. marts 2010.
- 1 2 3 4 Hollister, C. Warren (1962). Anglo-Saxon Military Institutions on the Eve of the Norman Conquest. Oxford: Clarendon Press. s. 16-18. Arkiveret fra originalen 7. juli 2017.
- ↑ Cleasby, Richard; Vigfússon, Guðbrandur (1874). Cleasby-Vigfusson Old Icelandic Dictionary. lexicon.ff.cuni.cz: Clarendon Press, Oxford. Hentet 16. marts 2010.
- 1 2 3 Foote, Peter; Wilson, David M. (1970). "3, "The Free"". The Viking Achievement. London: Book Club Associates.
- 1 2 Central Committee, British Archaeological Association; Central Committee, Archaeological Institute of Great Britain Ireland; Council, Royal Archaeological Institute of Great Britain Ireland; Ireland, Royal Archaeological Institute of Great Britain and; Britain), Royal Archaeological Institute (Great (1866). The Archeological Journal. Vol. 23. London.
- 1 2 3 4 5 6 7 Brøndsted, Johannes (1960). The Vikings. Oversat af Skov, Kalle. Harmondsworth, England: Pelican Books. OCLC 217132844.
- ↑ Skabelon:Cite Scandinavian Runic-text Database
- 1 2 3 4 5 6 7 Larson, Laurence Marcellus (1902). The King's Household in England Before the Norman Conquest. Bulletin of the University of Wisconsin. Vol. 100. Madison: University of Wisconsin. ISBN 9780722228548.
- ↑ Bagge, Sverre (1991). Society and Politics in Snorri Sturluson's Heimskringla. Berkeley: University of California Press.
- 1 2 3 Jesch, Judith (2001). Ships and Men in the Late Viking Age: The Vocabulary of Runic Inscriptions and Skaldic Verse. Woodbridge: The Boydell Press. ISBN 0-85115-826-9.
- ↑ Andrén, Anders (1989). "State and Towns in the Middle Ages: The Scandinavian Experience". Theory and Society. New York, Heidelberg, Dordrecht: Springer. 18 (5): 585-609. doi:10.1007/BF00149493. JSTOR 657612. S2CID 147025753.
- ↑ Skabelon:Cite Scandinavian Runic-text Database
- ↑ Sprague, Martina (2007). Norse Warfare: the Unconventional Battle Strategies of the Ancient Vikings. New York: Hippocrene Books. s. 54. ISBN 978-0-7818-1176-7.
- ↑ Brøndsted 1960, s. 200.
- ↑ Reynolds, Susan (1985). What Do We Mean by "Anglo-Saxon" and "Anglo-Saxons"?. The Journal of British Studies. Vol. 24. Chicago: University of Chicago Press. s. 395-414. JSTOR 175473.
- ↑ Brown, Reginald Allen, red. (1985). Proceedings of the Battle Conference, 1984. Anglo-Norman studies. Vol. VII. Bury St Edmonds: St Edmundsbury Press. ISBN 978-0-85115-416-9.
- ↑ Ward, Grace Faulkner (1954). The English Danegeld and the Russian Dan. American Slavic and East European Review. Vol. 13. Cambridge, MA: The American Association for the Advancement of Slavic Studies. s. 299-318. doi:10.2307/2491815. JSTOR 2491815.
- ↑ Mack, Katharin (1984). "Changing Thegns: Cnut's Conquest and the English Aristocracy". Albion: A Quarterly Journal Concerned with British Studies. Chicago: University of Chicago Press, The North American Conference on British Studies. 16 (4): 375-387. doi:10.2307/4049386. JSTOR 4049386.
- ↑ Darlington, R. R. (1936). "Ecclesiastical Reform in the Late Old English Period". The English Historical Review. Oxford: Oxford University Press. 51 (203): 385-428. doi:10.1093/ehr/LI.CCIII.385. JSTOR 553127.
- ↑ Gillingham, John (1990). "Chronicles and Coins as Evidence for Levels of Tribute and Taxation in Late Tenth- and Early Eleventh-Century England". The English Historical Review. Oxford: Oxford University Press. 105 (417): 939-950. doi:10.1093/ehr/CV.CCCCXVII.939. JSTOR 574620.
- 1 2 Gravett, Christopher (1992). Hastings 1066: the fall of Saxon England. Wellingborough (UK), Osceola (WI): Osprey Publishing. s. 27. ISBN 978-1-84176-133-6.
- ↑ Oman, Charles (1885). The Art of War in the Middle Ages. Cornell University Press. ISBN 978-0-8014-9062-0.
- ↑ Hooper, Nicholas (1992). "The Housecarls in England in the 11th Century". I Strickland, Matthews (red.). Anglo-Norman warfare: studies in late Anglo-Saxon and Anglo-Norman military organization and warfare. Woodbridge: Boydell & Brewer. ISBN 978-0-85115-328-5.
- ↑ Lavelle, Ryan (2010). Alfred's Wars Sources and Interpretations of Anglo-Saxon Warfare in the Viking Age. Woodbridge, Suffolk: Boydel Press. s. 155. ISBN 978-1-84383-569-1.
- 1 2 Sayers, William (2003). "Ships and Sailors in Geiffrei Gaimar's "Estoire des Engleis"". The Modern Language Review. London: Modern Humanities Research Association. 98 (2): 299-310. doi:10.2307/3737812. JSTOR 3737812. S2CID 163993274.
- ↑ Morillo, Stephen (1996). The Battle of Hastings: sources and interpretations. Woodbridge: The Boydell Press. ISBN 978-0-85115-619-4.
- ↑ Purser, Toby (2004). Medieval England 1042-1228. Oxford: Heinemann Educational Publishers. ISBN 978-0-435-32760-6.