Elg
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Elgen (Alces alces), også kaldet elsdyret, er den eneste nulevende art i slægten Alces og den højeste, største og tungeste nulevende art i hjortefamilien. I Nordamerika kaldes den moose og er det næststørste landdyr efter amerikansk bison, mens den i eurasisk engelsk ofte kaldes elk. Arten er cirkumpolart udbredt, men ikke et egentligt polardyr, og lever navnlig i boreale nåleskove samt tempererede løv- og blandingsskove i kølige og subarktiske egne. Den findes i Fennoskandien, de baltiske lande, Polen, Østeuropa, Kaukasus, Mongoliet, Kasakhstan, Rusland og gennem Sibirien til Stillehavet samt i Nordamerika, især i Canada, Alaska og de nordlige dele af USA. Verdensbestanden tæller flere millioner individer, med de største bestande i Canada og Rusland. Jagt og tab af levesteder har flere steder indskrænket og fragmenteret udbredelsen, men arten er også blevet genindført i dele af sit tidligere område.[1]
| Elg | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
| Orden | Artiodactyla (Parrettåede hovdyr) |
| Familie | Cervidae (Hjorte) |
| Slægt | Alces |
| Art | A. alces |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Alces alces Linnaeus 1758 | |
| Kort | |
 Elgens udbredelse | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Elgen er omkring 2 m høj over skulderen og kendetegnes ved kort krop, meget høje ben, kort hals, stort hoved, store ører, små øjne og en stor, tyk, stærkt behåret og bevægelig mule. Hannen har en nedhængende, langhåret hudlap under halsen og et bredt, skovlformet gevir, der adskiller sig fra de grenede gevirer hos de fleste andre hjorte. Skovlene kan nå omkring 1 m i tværmål og har langs forranden talrige spidser, ofte omkring femten eller flere. Pelsen er gråbrun med kort, fin uld og lange dækhår. De store klove og biklove er tilpasset fugtige og sumpede skove, hvor elgen trods sin størrelse bevæger sig sikkert. Dens almindeligste gangart er et udholdende og hurtigt trav.[1]
Elgen lever overvejende som græsser (browser) af blade, urtetoppe, grene, kviste, bark, dødt ved og vandplanter afhængigt af årstiden. Om vinteren udgør vedagtig føde en stor del af kosten. I modsætning til mange andre hjortearter danner den normalt ikke egentlige flokke, men lever mest solitært. Kalve bliver hos koen, indtil hun igen kommer i brunst, typisk omkring 18 måneder efter fødslen (men undertiden op til 3 år), hvorefter de jages bort. I brunsttiden om efteråret kæmper hannerne om hunnerne. Elgens naturlige fjender omfatter især ulve og bjørne, mens jærv sjældent kan tage kalve og spækhuggere undtagelsesvis kan tage svømmende elge. Mennesket har jaget elgen siden slutningen af den seneste istid, og arten har haft stor kulturel og økonomisk betydning i den nordlige halvkugle, blandt andet på grund af skindets værdi som læder.[1]
I Skandinavien voksede bestanden efter fredning og fandtes også ned i Mellemsverige. I Danmark er elgen for længst uddød, men fund viser, at den tidligere var udbredt over hele landet, også på Bornholm. Den synes især at have været almindelig i aspeskovens tid, mens den allerede i stenalderen var blevet sjælden og kun kendes fra enkelte knoglefund i køkkenmøddinger. Elgen har desuden været omgivet af overtro og folkelige forestillinger. Allerede Cæsar gengav den fejlagtige forestilling, at den manglede led i benene, sov stående lænet mod træer og ikke kunne rejse sig, hvis den faldt. Den nordamerikanske elg er generelt større og kraftigere end den europæiske.[1]
Højde og vægt
redigérElgen kan veje 500-700 kilo med en længde på omkring tre meter og en højde på godt to meter over skuldrene. Til trods for sin størrelse er elgen en god svømmer, da dens pels består af hule hår, hvilket giver en stor opdrift. Elge kan dykke ned til 5-6 meters dybde for at græsse på vandplanter i søer.
Føde
redigérElgen har svært ved at hente føde på jorden. Dens hals er alt for kort, og den må skræve for at nå ned til jorden. Derfor spiser den ofte blade fra træerne. Dette kan man se i skovene, hvor den færdes: I en højde af to meter over jorden, kan der været gnavet en krans rundt om træerne, en såkaldt elgkrans. Den kan spise op til 10 kilo kviste om dagen.
Om sommeren kan en elg indtage op til 25-30 kg frisk plantemateriale om dagen, mens indtaget om vinteren er væsentligt mindre og ligger på 6-10 kg. Elge afbider skud og kviste med op til en diameter på 10 mm og kan foretage op til 3.000 bid pr. dag for at få maven fyldt.
Elgens korte hals i forhold til de lange ben betyder, at det er vanskeligt at græsse på kort plantevækst. Græsvegetationen udgør derfor kun en begrænset del af føden, mens dværgbuske som hedelyng kan være en væsentlig del af elgens vinterføde.
Livscyklus
redigérNår elgen er i brunst fra september til november, skraber elgtyren furer i jorden, som den urinerer i, hvorefter den vælter sig rundt i sølet. Efter således at have gjort sig lækker finder den en elgko, som den besvangrer. Koen er drægtig i 8 måneder, og føder en-to unger.
Elgen kan blive 8-25 år.
Forskere har observeret, at drægtige elgkøer fra Yellowstone National Park ofte søger tættere mod områder, hvor der bor mennesker, for at undgå bjørne.[2]
Elge i Danmark
redigérI Danmark var der – indtil 2016 – ingen fast bestand af elge. De menes at være forsvundet i den yngre stenalder for omkring 4500 år siden. Der har dog været flere senere tilfælde, hvor individer har svømmet over Øresund fra Sverige, og derefter levet for en periode på Sjælland. Tilbage i 1933 var der en elg i Gribskov, hvor den levede til sin død 18 år senere, i 1951. I 1956 svømmede en ung elgtyr ud fra Helsingborg mod Danmark, men inden den nåede over Øresund blev den træt, opgav og svømmede tilbage til Sverige, hvor den kom på dyrehospital. Andre tilfælde hvor individer kom til Sjælland var i 1946, 1972, 1984 og 1986. I 1999 levede en elg i Nordsjælland et halvt års tid, indtil den blev dræbt i sammenstødet med et tog. I 2018 blev en hun filmet ved Helsinge.[3]
I 2016 blev fem elgkalve fra Sverige udsat i Lille Vildmose i Himmerland som et led i naturpleje af området og for at skabe mere variation. Udsætningen af de første fem elge foregik som et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aage V. Jensen Naturfond. I 2017 flyttede yderligere fem svenske elge ind i Lille Vildmose, som er Danmarks største fredede landområde. I 2020 var bestanden vokset til omkring 25 elge.[4]
Elgjagt i Sverige
redigérJagtsæsonen starter den anden mandag i oktober, og hvert område har sin kvote af elge, der må skydes. Der nedlægges knap 100.000 elge i Sverige hvert år. I 1994 blev det til 94.000, mens man i 1982 nedlagde 174.741. Nord for Vänern og Vättern går elgjagten allerede ind den første mandag i september.
Elgen i andre lande
redigér
Elgen findes afbildet på flere tusind år gamle spanske hulemalerier og på skandinaviske helleristninger.
Eksterne kilder/henvisninger
redigér
- 1 2 3 4 Hørring, R. (1921). "Hjorte". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 11. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 557.
- ↑ 9 October 2007, BBC News: How mother moose outwits the bear Arkiveret 15. oktober 2007 hos Wayback Machine Citat: "..."The study's results indicate that moose and other prey species find humans more benign and hence move to humans for safety, whereas predators do not because we humans tend to be less kind to predators," he explained..."
- ↑ "Svensk elg er svømmet til Danmark over Øresund". naturguide.dk. 20. juni 2018. Hentet 29. januar 2023.
- ↑ "Elge formerer sig lystigt: Tre nye elgkalve i Vildmosen". Nordjyske. 2. juni 2020. Hentet 29. januar 2023.