Elefantordenen

Elefantordenen er den ældste og fornemste danske ridderorden og stammer fra midten af det 15. århundrede. Den har én klasse, Danmarks regent er ordensherre, og de nugældende statutter stammer fra Christian 5.s ordensstatut af 1. december 1693 med mindre ændringer i 1808 og 1958. Ordenen tildeles yderst sjældent andre end udenlandske statsoverhoveder og fyrstelige personer.

Elefantordenen
Elefantordenens ordenstegn
Tildeles af Danmarks monark Orden fra Danmark
Type	Ridderorden i en klasse
Klasser	Ridder
Motto	Magnanimi Pretium (dansk: Den storsindedes løn)
Dag	1. januar (Riddernes ordensdag) 26. maj (H.M. Kongens fødselsdag) 28. juni (Valdemar Sejrs fødselsdag)
Ordensherre	Frederik 10.
Kansler	Prins Joachim
Præcedens
Næste (højere)	ingen
Næste (lavere)	Dannebrogordenen

Våben for Frederik 4., fra Riddersalen på Rosenborg. Skjoldet er omgivet af ordenstegnene for Dannebrogordenen og Elefantordenen.

Elefantordenens ordenstegn og kæde.

Elefantordenen på et gravmæle efter familien Blome i Heiligenstedten.

Ordenen kan føres tilbage til det religiøse broderskab, som Christian 1. indstiftede omkring 1457, og som var knyttet til Hellig Trekongers Kapel i Roskilde Domkirke. Medlemskabet blev markeret ved et ordenstegn med en elefant, og broderskabet donerede midler til kapellet. Den tårnbærende elefant blev i middelalderen forbundet med renhed, kyskhed og Jomfru Maria, og efter reformationen i 1536, hvor mariadyrkelsen ophørte i Danmark, blev motivet omtolket i protestantisk retning, blandt andet som et symbol på Guds faste borg.

I ældre tradition blev Elefantordenens oprindelse ført langt længere tilbage. Sprogforskeren Peder Syv (1631–1702) henførte ordenens oprindelse til sagnfiguren Holger Danske, der på et hærtog til Afrika angiveligt "kan have truffet et elefantdyr". Også forsøg på at føre den tilbage til Knud den Store, Svend Grathe, Knud 6. eller korstogene savner historisk grundlag. Efter reformationen forsvandt det katolske broderskab af syne, men ordenen blev genoplivet og omdannet til ridderorden under Frederik 2. Under Christian 5. fik den sin faste form som moderne ridderorden med statutterne af 1693. Ordenstegnet er en hvidemaljeret, tårnbærende elefant, der bæres i blåt bånd eller i ordenskæde. Riddernes våbenskjolde ophænges fortsat i Frederiksborg Slotskirke.

Oprindelse og middelalderligt broderskab

Elefantordenen udsprang af Christian 1.s Guds Moders Selskab (stundom betegnes Den Hellige Jomfrus eller Guds Moders Orden), et religiøst ordensbroderskab knyttet til Hellig Trekongers Kapel i Roskilde Domkirke. Der er ikke bevaret egentlige stiftelsesdokumenter, men i forbindelse med kapellets indretning nævnes det i 1462, at det skulle tjene selskabet, og i Christian 1.s fundats af 9. oktober 1464 omtales alle dem, "som vort Selskab bærer eller båret haver". Broderskabet må derfor allerede da have bestået i nogen tid, og dets stiftelse sættes almindeligvis senest til 1457, hvor Christian 1. ved sin kroning i Stockholm skal have uddelt gyldne kæder til højbyrdige mænd og kvinder i sine tre riger. Broderskabet omtales desuden i flere pavebuller fra Christian 1.s tid, og pave Sixtus 4. udstedte eller stadfæstede efter traditionen statutter for selskabet i 1474.

Broderskabet var begrænset til 50 medlemmer af begge køn. Efter et medlems død skulle ordenstegnet, "selskabet", tilbagegives til kapellet sammen med 5 rhinske gylden til gudeligt brug. Aarhusbispen Ove Billes skrivelse til kansler Johan Friis til Hesselager, formentlig fra 1530'erne, er en central kilde til broderskabets ældre skikkelse. Heraf fremgår, at der kunne optages "herrer og fyrster, riddere, gode mænd, fruer og jomfruer", forudsat at de var af adel og ønskede at høre til ordenen. Tegnet beskrives som gjort "udi Lignelse efter Elefantdyr" og ledsaget af et "spejl" med en blodig tornekrone og tre blodige nagler til ihukommelse af Kristi lidelse. Det fremgår endvidere, at riddere, men ikke nødvendigvis andre medlemmer, bar tegnet forgyldt, hvilket tyder på, at broderskabet rummede forskellige grader.

Ældre forfattere forsøgte at føre Elefantordenens oprindelse langt længere tilbage. Peder Syv mente, at ordenen måske kunne skyldes Holger Danske, som på et hærtog til Afrika angiveligt "kan have truffet og fældet et elefantdyr". Jesuiterpateren Sigismund Marquart, der under Frederik 3. besøgte Danmark og skrev det første særlige, men utrykte, skrift om ordenen, søgte at aflede den af Knud den Stores tinglid. Vedel Simonsen og Abraham Kall forbandt den med nordboernes deltagelse i korstogene, mens Ivar Hertzholm i sine manuskripter, udgivet i sammendrag af Birkerod i 1704 under titlen Breviarium eqvestre, antog en stiftelse under Knud 6. Også Frederik Münter overvejede en forbindelse til "Roskilde Brødrelag" på Svend Grathes tid, omtalt af Saxo. Disse forklaringer kan ikke opretholdes historisk, ligesom den senere modsatte opfattelse, hvorefter ordenen først skulle være opstået under Frederik 2. eller Christian 4., er for snæver.

Ordenstegn og symbolik

Ordenstegnet varierede i den ældste tid. Det synes oprindeligt at have bestået af en kæde med en figur af Jomfru Maria med barnet, senere forbundet med elefantled, medailloner og en tårnbærende elefant. Den tårnbærende elefant var i middelalderen forbundet med klogskab, renhed og kyskhed og fik i broderskabets katolske sammenhæng en særlig tilknytning til Jomfru Maria. Efter reformationen i 1536, hvor mariadyrkelsen ophørte i Danmark, blev motivet i højere grad omtolket i protestantisk retning, blandt andet som symbol på Guds faste borg.

Den ældste kendte danske gengivelse af ordensinsignierne findes på kong Hans' gravsten i Sankt Knuds Kirke i Odense fra 1513, hvor kongen er afbildet med en kæde, der synes sammensat af elefanter og sporer, med et Mariabillede og en medaillon. Andre gengivelser viser kæder med elefanter og kors eller, som i nutiden, elefanter og tårne. Fra 1477 kendes desuden en afbildning af kæden fra et østrigsk gravmæle. Christian 2. bestemte i 1508, endnu i sin fars levetid, at broderskabets skriftefader, domprovst Erik Valkendorf i Roskilde, og hans efterfølgere skulle føre et våben med en tårnbærende guldelefant, syv guldliljer i blåt felt og et guldtårn på hjelmen; den blå farve svarede til Jomfru Marias farve.

Kun få medlemmer fra Christian 1.s tid kendes med sikkerhed. Blandt nordboer nævnes, bortset fra dronning Dorothea, ingen bestemte navne, selv om Ove Bille fortæller, at mange adelige bar "selskabet". Af udenlandske medlemmer kendes blandt andre dronning Dorotheas søster, markgrevinde Barbara af Mantua, hendes søn og enkelte stormænd. Kong Hans bar ifølge Ove Bille ordenstegnet til sin død og optog blandt andre Henrik 7. af England, Jakob 4. af Skotland, flere fyrstelige sendebud samt danske adelige mænd og kvinder. Christian 2., der på kendte portrætter oftest ses med Den Gyldne Vlies og ikke Elefantordenen, optog blandt andre Henning Walkendorff og vicekansleren Cornelius Scepper.

Reformation, genoptagelse og fast form

Efter reformationen og Christian 2.s afsættelse forsvandt det katolske broderskab af syne. Under Frederik 1. og Christian 3. hører man intet om det. Først under Frederik 2. blev ordensuddelingen genoptaget, og ordenen fik karakter af en ridderorden i mere moderne forstand. Fra 1580 vides det med sikkerhed, at ordenstegnet havde form af en elefantformet guldmedaljon, som havde erstattet det ældre helgenbillede. Ordenstegn blev dette år uddelt både ved den slesvigske forleningsakt i Odense og i anledning af prinsesse Augustas dåb. Et eksemplar, formentlig båret af Frederik 2. selv, opbevares på Rosenborg. Det består af en flad guldelefant i en tynd guldkæde med rosetter, med kongens brystbillede, kronede navnetræk og forkortelser for hans valgsprog "Mein Hoffnung zu Gott allein" og "Treue ist Wildbradt". Frederik 2. uddelte desuden medaljer med sit portræt på den ene side og en elefant med kongens navnetræk på den anden.

Under Christian 4. blev ordenen videreført og knyttet til nye former. Kongen bar i sine første regeringsår elefanten med faderens navnetræk. Efter indstiftelsen af ordenen Den væbnede Arm i 1616, der især blev tildelt personer, som havde udmærket sig i Kalmarkrigen, ses Elefantordenen undertiden forenet med denne orden, idet elefanten kunne bære en jernklædt arm med draget sværd og det hebraiske ord Jehovah. Fra 1634 fremtræder elefanten med Christian 4.s navnetræk og bogstaverne R.F.P. for valgsproget Regna firmat pietas, båret i en tredobbelt guldkæde.

I Frederik 3.s regeringstid nærmede insignierne sig deres nuværende form. Kæden blev, i hvert fald ved visse lejligheder, erstattet af et blåt bånd eller akselskærf, hvoraf betegnelsen "blå ridder" opstod. Fra denne tid kendes ordenen med hvid elefant, blåt skærf og ordensstjerne, først broderet og senere udført i sølv. Det blev desuden bestemt, at ridderne skulle bære en stjerne med to kongekroner for Danmark og Norge omgivet af en laurbærkrans samt bogstaverne D.P. for kongens valgsprog Dominus providebit.

Statutter, optagelsesregler og ceremoniel

Christian 5.s første statut for Elefantordenen trådte i kraft i 1679 og blev revideret i 1691 og igen den 1. december 1693. Den sidstnævnte udgør grundlaget for ordenens nugældende statut. Statutterne fra 1693 omfattede 50 paragraffer og fastsatte riddernes antal til 30, dog uden at kongen som ordensherre og hans sønner som "bårne" riddere medregnedes. Til optagelse krævedes som hovedregel en alder over 30 år, mens ordensherrens slægtninge og naturlige sønner kunne optages efter det fyldte 20. år. Siden Frederik 6.s fødsel er ingen kongesøn i Danmark født som "båren" ridder. Prinser af det danske kongehus optages nu i ordenen ved det fyldte 18. år, mens kongesønner og -døtre ved faderens tronbestigelse straks er blevet optaget, uanset eventuelt lavere alder.

Efter statutterne var Elefantordenen bestemt for fremmede fyrster og herrer af den evangeliske religion, ordensherrens gehejmeråder, højeste ministre, generalspersoner og riddere af Dannebrogordenen, som fandtes værdige til optagelse. Ingen måtte som hovedregel udnævnes til elefantridder uden først at være ridder af Dannebrogordenen, der var blevet grundlagt i 1671. Hvis dette ikke var tilfældet, skulle vedkommende modtage Dannebrogordenen otte dage før optagelsen og derefter "kvittere" den ved optagelsen i Elefantordenen. Reglen blev dog brudt, blandt andet da Woldemar baron Løvendal i 1711 blev elefantridder uden i forvejen at være dannebrogsridder. Også i perioden 1671-1693 blev flere personer udnævnt til elefantriddere uden at være dannebrogsriddere, eksempelvis hertug Ernst Günther i 1675 og Cornelis Tromp i 1676.

Ridderne måtte ikke uden ordensherrens samtykke bære fremmede ordener eller, for danske undersåtters vedkommende, tjene i fremmede hære. De skulle forsvare ordensherrens højhed og herredømme, den evangeliske religion og tage sig af fattige enker og faderløse. Udeblev en ridder offentligt uden ordenstegnet, kunne han idømmes en bøde på 20 gulddukater. Flere af disse bestemmelser, der tog sigte på at opretholde et egentligt ordensbroderskab, mistede dog efterhånden praktisk betydning. I Frederik 6.s regeringstid gennemgik både Elefantordenen og Dannebrogordenen en udvidelse af ridderantallet og en ceremoniel opblomstring, og i 1808 bortfaldt både antalsbegrænsningen og religionskravet for elefantriddere.

Ordenstegnet blev i 1693 fastsat som en hvidemaljeret guldelefant med diamantkors på siden, diamant i panden, blåt dækken, et nu rødemaljeret guldmurtårn på ryggen og en morian foran tårnet. Tegnet bæres enten i et blåt silkebånd over venstre skulder, så det hænger ved højre side, eller i ordenskæden. Kæden består vekselvis af guldtårne og guldelefanter med blåt emaljeret dækken, forsynet med bogstavet D for Dacia. På venstre bryst bæres en ottestrålet sølvstjerne med et sølvkors på rød grund omgivet af en laurbærkrans. I begyndelsen af Christian 5.s tid stod devisen Pietate et Justitia i stjernens midte, mens ordenens tankesprog ifølge statutterne blev Magnanimi pretium, anbragt over elefanten i ordensseglet, men ikke på selve insignierne.

Ordenskæden skulle bæres på ordensdagene. Disse var oprindeligt tredje pinsedag, tredje juledag, tredje påskedag og ordensherrens fødselsdag. Tredje pinsedag blev særlig festligt højtideligholdt på Frederiksborg Slot af kongen og ridderne i ordensdragt, som senere er gået af brug. Senere blev ordenens højtidsdage 1. januar, 28. juni, Valdemar 2.s fødselsdag, og den regerende konges fødselsdag. Riddernes våbenskjolde skulle efter statutterne afbildes omgivet af kæden eller det blå bånd med elefanten og ophænges i Frederiksborg Slotskirke, hvilket fortsat udgør en central del af ordenens ceremoniel. Elefantriddere havde efter den ældre rangordning rang i 1. rangklasse nr. 6 og førte titel af excellence.

Insignier

Elefantordenens skærf med ordenstegnet samt bryststjernen

• Ordenskæden er af guld og består af led, der skiftevis er udformet som tårne og elefanter, sidstnævnte forsynet med blåemaljerede dækkener med bogstavet D for Dacia, middelalderlatin for "Danmark" (også: Dania).

• Ordenstegnet er en 5 centimeter høj elefantfigur af massivt guld dækket med hvid emalje. På ryggen bærer den et vagttårn; foran dette sidder en morian og styrer elefanten med et spyd. På elefantens højre side er et latinsk kors af diamanter, og på venstre side ordensherrens monogram. Krigselefanten menes at symbolisere kristendommens forkæmpere, og elefanten er et gammelt symbol på kyskhed og gudfrygtighed.

• Ordensstjernen er en ottetakket sølvstjerne med en forgyldt og rødemaljeret skive i midten, hvorpå er anbragt et kors af perler omgivet af en laurbærkrans i sølv. Stjernen bæres på venstre side af brystet.

• Ordensskærfet er af lyseblå vatret (moireret) silke og 10 centimeter bredt hos mænd, 6 centimeter hos kvinder (heraf udtrykket "blå ridder", modsat Dannebrogordenens "hvide ridder"). Det bæres modsat næsten alle andre ordener fra venstre skulder mod højre hofte, hvor ordenstegnet hænger. Skærfet bæres inden for civile og uden på militære jakker. Kæde og skærf bruges ikke samtidig, idet ordenstegnet hænger i enten kæden eller skærfet.

Enevældens ordensdragt

Under enevælden fandtes en særlig ordensdragt for ridderne, bestående af hvid jakke med kniplingskrave, løse hvide knæbukser og hvide knæstrømper, alt med guldbroderede kanter og knapper; karmoisinrød kappe med hvide kanter, hvid skulderkappe med guldbroderi og lange guldsnore med kvaster; sort hat med røde og hvide strudsefjer samt sabel i hvidt gehæng. Brugen af dragten aftog dog igennem 1700-tallet, men genoplivedes i Frederik 6.s regeringstid, hvor også en daglig uniform, et bordeauxfarvet sæt med hvide knæstrømper, indførtes. Siden anvendtes dragterne kun ved kroninger og forsvandt sammen med disse ved enevældens afskaffelse.

• 
• 
  Zar Peter den Stores udnævnelse til elefantridder. Underskrevet af Kong Frederik 4. i 1713.
• 
  Elefantordenens statutter, Peter den Stores kopi.

Administration

Ordenskapitlet og dets arkiv findes i hofmarskallatets bygning, Det Gule Palæ.

Ordensherre

Ordensherren for både Elefantordenen og Dannebrogordenen er Danmarks regent, i dag Frederik 10. Ordensherren bærer endnu i dag Christian 5.s ordenstegn.

Ordenskapitel og ordensofficianter

De Kongelige Ridderordeners Kapitel, der er fælles for Elefant- og Dannebrogordenen, har til huse i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg. Her administreres tildelingen af ordener, og riddernes levnedsbeskrivelser (se nedenfor) opbevares i kapitlets arkiv.

Fem officianter arbejder sammen med ordensherren om administrationen af ordenerne:

• Ordenskansler: Prins Joachim
• Ordenssekretær: hofmarskal, kammerherre, Christian Schønau
• Ordensskatmester: Hofchef, kammerherre Kim Kristensen
• Ordenskapitlets sekretær: Juridisk chef, kammerdame Anne Berg Mansfeld-Giese
• Ordenshistoriograf: historiker Ronny Skov Andersen

Formalia

Ordenens devise

Elefantordenens devise er Magnanimi pretium, "Den storsindedes løn" (anderledes oversættelser kan skyldes, at magnanimus også kan oversættes med "uforfærdet", samt at ordet i princippet kan gå på både giveren og modtageren).

Ordensdage

Elefantordenen har tre ordensdage, på hvilke ordenstegnet traditionelt må bæres i kæde. Kongehusets medlemmer anvender dog også kæde ved andre lejligheder.

• 1. januar: Riddernes ordensdag, falder sammen med Kongehusets nytårskur.
• 26. maj, regentens fødselsdag: Ordenens højtidsdag (fælles med Dannebrogordenen).
• 28. juni, Valdemar Sejrs fødselsdag: Ordenens højtidsdag (fælles med Dannebrogordenen).

Ud over regentens fødselsdag havde ordenen tidligere tre ordensdage: 3. juledag, 3. påskedag og 3. pinsedag. Sidstnævnte festligholdtes på Frederiksborg Slot, hvor ridderne bar ordensdragt.

Ordenskapel

Ordenskapellet på Frederiksborg.

De to danske ridderordeners fælles kapel blev af Christian 5. oprettet i det øvre galleri i Frederiksborg Slotskirke, der blev enevoldskongernes salvingskirke. Kapellet var i begyndelsen forsynet med en tronstol samt skamler til hver ridder; dog vides det kun med sikkerhed at være brugt til en ordenshøjtidelighed med nyudnævnelser i 1694.

Da Frederik 6. i 1808 udvidede tildelingen af Dannebrogordenen og indførte den fælles ordensdag 28. juni, ombyggedes hele kirken til et udvidet ordenskapel af C.F. Hansen. Ceremonien i forbindelse med ordensudvidelsen blev dog flyttet til Rosenborg; og i 1833 førtes kirken tilbage til det tidligere udseende.

Våbenskjolde for alle elefantriddere og storkorsriddere af Dannebrogordenen ophænges stadig i kirken, idet den nye ridder i samarbejde med den kongelige våbenmaler blasonerer (udformer) sit skjold. Det omgives med afbildninger af ordenens skærf og kæde samt en latinsk tekst med ridderens eventuelle fyrstelige titel og datoen for optagelse i ordenen. Gennem tiden har det stigende antal riddere bevirket, at ældre våbener har måttet flyttes fra kapellet til tilstødende gange og trapper.

Tildeling

Tildeling af kongelige ridderordener er ordensherrens afgørelse. I modsætning til Dannebrogordenen, der tildeles efter ret faste kriterier, eksisterer kun delvis en fast praksis for Elefantordenen. Historisk kan der dog peges på nogle tendenser i tildelingen:

• Som rigets højeste orden er det Elefantordenen, der bruges til udveksling mellem statsoverhoveder, der aflægger officielt besøg hos hinanden. Det er almindelig diplomatisk praksis, at staterne ved besøget anerkender hinanden ved at "bytte" ordener. Dette bruges dog kun, hvis begge stater har en civil orden, der kan udveksles. Amerikanske præsidenter har f.eks. ikke modtaget Elefantordenen, da USA ikke selv uddeler civile ordener.

• Ordenen har også været givet til udlændinge, der har ledet en ekstraordinær militær eller politisk indsats for Danmark. Dette er f.eks. baggrunden for tildelingen til de nederlandske flådeofficerer Jacob Obdam, Egbert Kortenaer og Cornelis Tromp (svenskekrigene), Wellington, von Blücher og Fyrst Metternich (napoleonskrigene) og Eisenhower, Montgomery og Churchill (2. verdenskrig).

• Som monarkens orden tildeles Elefantordenen medlemmer af Kongehuset; Det danske kongehus skelner i modsætning til visse andre monarkier ikke mellem civile ordener og husordener (dynastiske ordener, til husets egne medlemmer). Ved statsbesøg imellem monarkier kan ordenen også gives til den besøgende/besøgte monarks familiemedlemmer.

• Indenlandske ikke-kongelige modtagere har historisk set været personer, der ligesom kongehuset har haft statens tjeneste som livsgerning, under Enevælden således flere af kongens ministre. I nyere tid har ordenen været givet til personer, der har ydet en ekstraordinær indsats for staten, eller til forskere, der har gjort internationalt væsentlige videnskabelige landvindinger.

Riddere, kvinder og heraldisk betydning

Under Christian 5. blev 45 personer optaget i Elefantordenen, heraf 14 efter statutternes udstedelse. Under Frederik 4. optoges 44, under Christian 6. 32, under Frederik 5. 36, under Christian 7. 69, under Frederik 6. 90, under Christian 8. 29, under Frederik 7. 38, under Christian 9. 150 og under Frederik 8. 26. Efter ophævelsen af antalsbegrænsningen har der ikke været et fast bestemt antal riddere, og til dato har omkring 800 personer modtaget ordenen. Danske riddere af Elefantordenen er medlemmer af Ordenskapitlet, og indehavere har ret til titlen Ridder af Elefantordenen, forkortet R. af E. De placeres ved det danske hof i 1. rangklasse, nr. 1, og tillægges prædikatet Excellence, hvis de ikke allerede har et højere prædikat. Ved udnævnelsen opfordres modtageren til at indsende et vita, dvs. en levnedsbeskrivelse, til Ordenskapitlet, hvis arkiv rummer alle sådanne beskrivelser siden 1884 samt enkelte ældre. De fleste tidligere beskrivelser gik tabt ved Christiansborgs brand samme år. Ved en ridders død skal ordensinsignierne returneres til ordensherren.

Det var tidligere uklart, om Elefantordenen efter Christian 5.s statutter kunne tildeles kvinder. Statutterne nævnte ikke kvindelige modtagere, men dronning Louise, der døde i 1898, bar ordenens insignier, og de blev senere også tildelt enkedronning Louise og dronning Alexandrine. Siden 1892 havde det således været praksis, at kvinder i kongehuset og kvindelige regenter lejlighedsvis kunne modtage insignierne af ordensherren uden at blive regnet blandt eller benævnt riddere. Ved kongelig forordning af 9. april 1958 blev det fastslået, at ordenen kan modtages af begge køn.

Elefantordenen havde indtil 1916 kun haft 11 borgerlige danske riddere: Ove Malling, A.S. Ørsted, C.A. Bluhme, C.C. Hall, J.N. Madvig, J.B.S. Estrup, J.M.V. Nellemann, højesteretsjustitiarius P.C.N. Buen, marineminister N.F. Ravn, generalløjtnant Johannes Zeuthen Schroll og professor Vilhelm Thomsen. I det 20. århundrede modtog yderligere fremtrædende borgerlige danskere ordenen, herunder skibsreder Hans Niels Andersen fra ØK, fysikeren Niels Bohr og skibsreder Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller fra A.P. Møller. Blandt udenlandske modtagere uden for statsoverhovederne var Dwight D. Eisenhower, Bernard Law Montgomery og Winston Churchill.

Elefanten har siden slutningen af 1500-tallet haft en fremtrædende plads i dansk kunst og heraldik. Den findes på de gamle Kronborgtapeter og er senere anvendt på bygningsdetaljer og kunstindustrielle arbejder. I dansk heraldik optræder den som skjoldholder, blandt andet hos Gyldenløve og Danneskiold. Ordenskapitlets embedsmænd bærer som kendetegn en elefant uden tårn og diamanter, men med kors og bogstavet D for Dacia på dækkenet.

Nulevende riddere af Elefantordenen

Riddervåbener for den danske kongefamilie. Øverst ordensherrens (Dronning Margrethe 2.s) våben, kongevåbenet. Derunder Prins Henriks personlige våben. Nederst t.v. Kronprins Frederiks våben, kongevåbenet. I midten Kronprinsesse Marys våben, et alliancevåben (sammenstillet våben) af kongevåbenet og en variant af McDonald-klanens våben. Til højre Prins Joachims våben (kongevåbenet, men med hjerteskjoldet delt mellem Oldenburg og Monpezat (usynligt). Prinsesse Maries våben var på fotograferingstidspunktet ikke færdigblasoneret. Ordensherrens våben er kronet med kongekrone (otte bøjler (fem synlige)), de øvrige med prinsekroner (fire bøjler (tre synlige)). Prinsekronen er i Danmark et rent heraldisk fænomen.

Dette afsnit lister alle nulevende riddere af Elefantordenen. For en liste over alle Elefantriddere nogensinde, se liste over riddere af Elefantordenen.

Indtil 1959

• 20. april 1947: Margrethe 2., Danmarks dronning, daværende prinsesse af Danmark.
• 20. april 1947: Benedikte, prinsesse til (dengang: af) Danmark
• 20. april 1947: Anne-Marie, tidligere hellenernes dronning, daværende prinsesse af Danmark
• 8. august 1953: Akihito, tidligere kejser af Japan, daværende kronprins
• 21. februar 1958: Harald 5., konge af Norge, daværende kronprins

1960-1979

• 17. februar 1961: Ingolf, greve af Rosenborg, daværende prins til Danmark
• 3. maj 1963: Farah, daværende kejserinde af Iran
• 12. januar 1965: Carl 16. Gustaf, konge af Sverige, daværende kronprins
• 28. september 1965: Hitachi, prins til Japan
• 18. juni 1968: Albert 2., tidligere belgiernes konge, daværende prins
• 14. januar 1972: Frederik, Konge af Danmark, daværende kronprins af Danmark
• 14. januar 1972: Joachim, prins til Danmark
• 16. januar 1973: Christina Magnusson, prinsesse af Sverige
• 12. februar 1973: Sonja, dronning af Norge, daværende kronprinsesse
• 30. april 1974: Charles, konge af Det Forenede Kongerige, daværende prins af Wales
• 29. oktober 1975: Beatrix, tidligere dronning af Nederlandene, daværende og nuværende prinsesse

1980-1999

• 17. marts 1980: Juan Carlos 1., daværende konge af Spanien
• 17. marts 1980: Sofía, daværende dronning af Spanien
• 25. februar 1981: Vigdís Finnbogadóttir, Islands daværende præsident
• 25. juni 1984: António Ramalho Eanes, Portugals daværende præsident
• 3. september 1985: Silvia, dronning af Sverige
• 20. juli 1991: Haakon, kronprins til Norge
• 13. oktober 1992: Märtha Louise, prinsesse til Norge
• 5. juli 1993: Lech Wałęsa, Polens daværende præsident
• 16. maj 1995: Paola, daværende belgiernes dronning
• 14. juli 1995: Victoria, kronprinsesse til Sverige
• 17. november 1995: Alexandra, grevinde af Frederiksborg, daværende prinsesse af Danmark
• 18. november 1996: Ólafur Ragnar Grímsson, Islands daværende præsident
• 14. januar 1997: Pavlos, tidligere kronprins til Grækenland, prins af Danmark
• 18. marts 1997: Guntis Ulmanis, Letlands daværende præsident
• 31. januar 1998: Willem-Alexander, konge af Nederlandene, daværende kronprins til Nederlandene
• 27 april 1998: Noor, dronning af Jordan
• 2. juni 1998: Michiko, daværende kejserinde af Japan
• 3. maj 1999: Fernando Henrique Cardoso, Brasiliens daværende præsident

2000-2019

• 23. maj 2000: Emil Constantinescu, Rumæniens daværende præsident
• 17. oktober 2000: Petar Stojanov, Bulgariens daværende præsident
• 7. februar 2001: Vajiralongkorn, konge af Thailand, daværende kronprins
• 3. april 2001: Tarja Halonen, Finlands daværende præsident
• 10. oktober 2001: Milan Kučan, Sloveniens daværende præsident
• 28. maj 2002: Philippe, belgiernes konge, daværende kronprins
• 20. oktober 2003: Henri, storhertug af Luxembourg
• 20. oktober 2003: Maria Teresa, storhertuginde af Luxembourg
• 9. maj 2004: Mary, Dronning af Danmark, daværende kronprinsesse af Danmark
• 16. november 2004: Naruhito, kejser af Japan, daværende kronprins
• 29. marts 2006: Georgi Parvanov, Bulgariens daværende præsident
• 12. september 2007: Luis Inácio da Silva, Brasiliens daværende præsident
• 18. februar 2008: Felipe de Jesús Calderón Hinojosa, Mexicos daværende præsident
• 24. maj 2008: Marie, prinsesse af Danmark
• 11. maj 2011: Lee Myung-bak, Sydkoreas daværende præsident
• 23. oktober 2012: Ivan Gašparovič, Slovakiets daværende præsident
• 5. april 2013: Sauli Niinistö, Finlands daværende præsident
• 17. maj 2014: Mette-Marit, kronprinsesse af Norge
• 21. oktober 2014: Ivo Josipović, Kroatiens daværende præsident
• 17. marts 2015: Máxima, dronning af Nederlandene
• 13. april 2016: Enrique Peña Nieto, Mexicos daværende præsident
• 24. januar 2017: Guðni Th. Jóhannesson, Islands daværende præsident
• 28. marts 2017: Mathilde, Belgiernes dronning
• 28. august 2018: Emmanuel Macron, Frankrigs præsident

Siden 2020

• 10. november 2021: Frank-Walter Steinmeier, præsident for Forbundsrepublikken Tyskland
• 17. juni 2022: Ingrid Alexandra, prinsesse af Norge
• 15. oktober 2023: Christian, kronprins til Danmark, daværende prins til Danmark
• 6. november 2023: Felipe 6., konge af Spanien
• 6. november 2023: Letizia, dronning af Spanien
• 14. januar 2024: Isabella, prinsesse til Danmark
• 14. januar 2024: Vincent, prins til Danmark
• 14. januar 2024: Josephine, prinsesse til Danmark
• 6. maj 2024: Daniel, prins af Sverige
• 8. oktober 2024: Halla Tómasdóttir, Islands præsident
• 6. december 2024: Abdel Fattah al-Sisi, Egyptens præsident
• 4. marts 2025: Alexander Stubb, Finlands præsident
• 28. oktober 2025: Edgars Rinkēvičs, Letlands præsident
• 27. januar 2026: Alar Karis, Estlands præsident
• 28. januar 2026: Gitanas Nausėda, Litauens præsident

Øvrige bemærkninger

Udenrigsminister Otto Ditlev Rosenørn-Lehn skulle have været udnævnt til Elefantridder ved kongeparrets guldbryllup 26. maj 1892, men han døde fem dage inden.

Fratagelse af ordenen

Statutten giver ordensherren mulighed for at fratage modtageren riddertitlen og dermed tilbagekalde ordenen. Ganske få elefantriddere er til dato blevet frataget titlen inden deres død:

• Corfitz Ulfeldt modtog ordenen den 5. oktober 1634 da han var lensmand. Efter uoverensstemmelser med Frederik 3. gik han over på svenskernes side og kæmpede for dem i Første Karl Gustav-krig. Senere måtte han flygte tilbage til Danmark og blev sat i fængsel. I 1662 planlagde han at styrte kongen og for dette dømtes han for landsforræderi og blev frataget sine ordener.

• Philip Meadows modtog ordenen i 1658. Han var engelsk diplomat og gesandt i København. Mægler ved Freden i Roskilde samt Freden i København. Han solgte ordenen i 1662 til Christoffer Parsberg og udgik dermed af ordenen.

• Peder Schumacher Griffenfeld modtog 26. november 1673 ordenen af Christian 5. i forbindelse med sin udnævnelse til rigskansler. Efter dødsdommen for højforræderi efter Skånske krig (som senere blev ændret til livsvarigt fængsel) blev han 13. marts 1676 frataget ære, gods og titler, herunder Elefantordenen.

• Vasili Lukitj Dolgorukov modtog ordenen 28. august 1713 som russisk gesandt i København. Efter Peter 2. af Ruslands død blev han anklaget for at have forfalsket kejserens testamente og frataget sin orden i 1730. Han blev henrettet i 1739.

• Wilhelm Adolf Rantzau modtog ordenen 30. november 1716. Da han blev anklaget for mordet på sin bror, Christian Ditlev Rantzau, blev han udstødt af ordenen. Idømt livsvarigt fængsel på Akershus.

• Christian August, hertug af Augustenborg, blev elefantridder 31. juli 1815, da han som svoger til Christian 8. var i nær familie med kongehuset. Efter at have tilsluttet sig det slesvig-holstenske oprør under Treårskrigen blev han ved den efterfølgende landsforvisning i 1850 frataget ordenen.

• Frederik August, prins af Augustenborg, "prinsen af Nør", blev elefantridder 1. september 1828, da han som svoger til Christian 8. var i nær familie med kongehuset og desuden fungerede som statholder i hertugdømmerne. Efter at have tilsluttet sig det slesvig-holstenske oprør under Treårskrigen blev han ved den efterfølgende landsforvisning i 1850 frataget ordenen.

• Henning Hamilton modtog sin orden 3. marts 1864 som Sveriges gesandt i København. Tilbageleverede sin orden efter anklager om forfalskning af underskrift i 1881.

• Gojong af Korea modtog ordenen 31. august 1903 som kejser af Korea. Efter Russisk-japanske krig, hvorefter Korea ophørte som selvstændigt land, blev han slettet fra ordenen ifølge resolution af 18. juli 1906.

• Nicolae Ceauşescu, Rumæniens daværende præsident, udvekslede i 1980 Rumæniens Stjernes Orden med Elefantordenen som led i standardproceduren ved statsbesøg. At Dronning Margrethe 2. ved regimets sammenbrud 23. december 1989 unilateralt lod ordenen tilbagekalde fra et fremmed statsoverhoved, er derimod exceptionelt i Elefantordenens historie. Ceauşescu blev henrettet 25. december samme år.

Da disse modtagere ikke døde som elefantriddere, er deres navne slettet fra Ordenskapitlets liste over riddernes tal. Dette overgik efter Danmarks skiften side under Napoleonskrigene også kejser Napoleon og brødrene Louis og Jérôme Bonaparte, der dog som et kompromis fik lov at beholde ordensinsignierne i deres levetid.

Eksterne kilder og henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Elefantordenen

• Elefantordenen Arkiveret 30. december 2019 hos Wayback Machine – skibden.dk
• Borger.dk Arkiveret 7. december 2013 hos Wayback Machine
• Johann Heinrich Friedrich Berlien, Der Elephanten-Orden und seine Ritter..., København: Berlingske Forlag 1846 Arkiveret 29. juni 2014 hos Wayback Machine – kronologisk liste over alle riddere før 1846 (på tysk)
• Christensen, Rolf: Danske ordensinsignier, Devantier, Næstved, 1988
• Tildeling af ordener – Kongehuset Arkiveret 24. september 2012 hos Wayback Machine.dk
• Jørgen Lundø (red.): Europæiske ordener i farver, Politikens Forlag, 1966
• Kongelige ordener, udg. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød, 1980
• Olden-Jørgensen, Sebastian: Kun navnet er tilbage – en biografi om Peter Griffenfeld, København: Gads Forlag 1999
• Pedersen, Jørgen: Riddere af Elefantordenen 1559-2009, Syddansk Universitetsforlag 2009
• Grandjean, Poul Bredo (1917). "Elefantordenen". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 6. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 862-865. Arkiveret fra originalen 19. februar 2005. Hentet 27. november 2023.
• Афонасенко И.М. Гербы российских кавалеров в гербовнике датского ордена Слона (Afonasenko, Igor. Coats of Arms of Russian Knights in the «Elefantordenens Våbenbog») Arkiveret 27. april 2019 hos Wayback Machine / Геральдика - вспомогательная историческая дисциплина: Семинар ГЭ 24 апреля 2019 г. СПб., 2019. 34 стр. ISBN 978-5-93572-852-6
• Stevnsborg, Lars: Kongeriget Danmarks ordener, medaljer og hæderstegn, Syddansk Universitetsforlag 2005
• Studenz, Karl-Gustav: Vom Zauber alter Orden und Ehrenzeichen, Bibliothek Rombach, Freiburg in Breisgau 1981.