Arier
Arier (sanskrit: आर्य, persisk: آریا, ārya: „ædel“; afledte former aryāna, ari eller arya, fra proto-indoeuropæisk *ar-yo: „godt skabt“) er blevet brugt som betegnelse for de indoiransk talende folk, som på et tidspunkt mellem 2000 f.Kr. og 1500 f.Kr. indvandrede til Afghanistan og Irans højland, omend egentlige migrationsteorier er spekulative. Arierne nævnes i Avesta, der er en del af den iranske zarathustrianisme, og i Rigveda, fra de indiske vedaer. Avesta fik sin første danske oversættelse gennem den danske sproghistoriker Rasmus Rask (1826).
Siden det sassanidiske imperium er "arier" blevet betegnelsen for Iran og dets indbyggere ; translittereret Ērānšahr og Ērān, hhv. 'ariske imperium' og 'arier'.[1]
Den europæiske fremstilling
redigér
Se også: Indoeuropæiske sprog#Forskningshistorie.I den filologiske forskning i løbet af 1800-tallet fremkom tesen om den indoeuropæiske sproggruppe – 'langues indo-germaniques' hos den dansk-franske geograf Malthe Conrad Bruun (1775-1826). Datidens etnolingvistik (en) udviklede her ideen om et oprindeligt folk med et oprindeligt sprog, et ursprog, og på den baggrund udviklede også den adelige diplomat Arthur de Gobineau (1816 – 1882) sin ariske racelære.[2] Mere akademisk skrev arkæologen Vere Gordon Childe i 1925: "Og på samme tid at de første ariere var nordiske var ikke uden betydning. De fysiske evner af denne æt gav dem ved dette deres overlegnhed styrken til at erobre end mere avancerede folk, og således at påtvinge deres sprog i områder hvor nu deres kropstype er næsten helt forsvundet."[citat 1] I efterkrigstiden meldte Gordon Childe offentligt ud at han bittert fortrød denne formulering.[3]
Som ariske forfædre blev nøglemarkører for en overlegen europæisk civilisation og race, så var filologiske debatter om dem central for etnologi, 'imperial kultur' og 'de nye stamtræer' for Europas nationer.
I Vesteuropa var arierne var efter datidens opfattelse en race af høje, blonde, stærke mennesker med blå øjne,[4] og en idealtype som, ifølge nazisternes planlagte Generalplan Øst skulle dominere Rusland og Østeuropa, en germanisering, efter at de uønskede dele af befolkningen var udryddet. Ironisk nok forsøgte nazisterne at udrydde sigøjnerfolket, der gennem deres folkelige etnicitet, som romaer, og deres sprog, romani, faktisk var og er mere reelt "ariske" end deres bødler fra krigstiden.[5] Efter nederlaget i anden verdenskrig huskes nationalsocialisterne for deres hensigt og vilje til at fjerne de uønskede elementer i samfundet, og specielt jøderne.
Se også
redigér- Centum og satem sprog (en)
- Den tyske idealisme og Johann Gottlieb Fichte
- Adolf Hitler og hans bog fra 1925, "Mein Kampf"
Eksterne links
redigér- Fichte, Johann Gottlieb: Reden an die deutsche Nation. Berlin, 1808.
Litteratur
redigér- McMahon, Richard (2016), The races of Europe - Construction of National Identities in the Social Sciences, 1839-1939, Palgrave Macmillan, ISBN 9781137318466
- Wikander, Ola (2009), I døde språks selskap, Oslo: Pax, ISBN 9788253032054
- MacKenzie, David Neil (1998), "ĒRĀN, ĒRĀNŠAHR", Encyclopaedia Iranica – via iranicaonline.org
- Renfrew, Colin (1987), Archaeology and language : the puzzle of Indo-European origins, Penguin Books
Supplerende litteratur
redigér- Cyprian Blamires (2006) "World Fascism: A Historical Encyclopedia".
Noter
redigér- ↑ MacKenzie 1998
- ↑ Se evt. McMahon 2016, pp.24-26, pp.31-32, pp.105-106
- ↑ Renfrew 1987, s. 14-17
- ↑ Se evt. McMahon 2016, s. 127-133
- ↑ Wikander 2009
Citater
redigér- ↑ At the same time the fact that the first Aryans were Nordics was not without importance. The physical qualities of that stock did enable them by the bare fact of superior strength to conquer even more advanced peoples and so to impose their language on areas from which their bodily type has almost completely vanished.
- ↑ As Aryan ancestors became key markers of superior European civilisation and race, philological debates about them were central to ethnology, ‘imperial culture’ and ‘the new genealogies’ of European nations.